Job

Siden semptember 2018 har jeg arbejdet som App Manger hos Danske Spil. Find mere info om mine kompetencer på LinkedIn, eller læs mere om mig herunder.

Tech-nørd

Fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, har jeg i min fritid programmeret flere forskellige websites, dashboards, tools og services. Jeg har blandt andet lavet en Slack frokost-bot, Twitter-bots og en web-app, der styrer forskellige IoT-løsninger derhjemme.  

Fritid

Når jeg ikke hobbyprogrammerer, bruger jeg min fritid på at se fodbold på Brøndby Stadion og sejle ture i min 20 fods sejlbåd Luigi. Jeg har også en racercykel, som jeg pumper oftere end jeg cykler på. Og så er jeg en del af kontorfællesskabet Prototype.

BAGGRUND & JOBS

2012 - 2018

Nodes

I maj 2012 startede jeg hos Nodes i rollen som Mobile Advisor, hvor mine primære opgaver var projektledelse men også UX samt rådgivning og salg af digitale løsninger. Igennem perioden 2012-2015 projektledede jeg over 100 forskellige projekter, primært mobile apps, men i enkelte tilfælde også Facebook apps og websites. Projekterne varierede meget i størrelse og det samme gjorde kunderne, jeg har arbejdede på projekter både for start-ups og bureauer men også for store globale virksomheder.

I slutningen af 2015 blev jeg ansvarlig for vores kvalitetssikringsteam. En af mine primære opgaver var at ”sælge” kvalitetssikring - altså forklare vigtigheden af test af løsninger, såvel internt i organisationen som til vores kunder. Derudover lå der en stor opgave i at lave procesbeskrivelser, samt definere og dokumentere vores approach til test hos Nodes. I løbet af et år fik jeg vækstet teamet, så der, udover mig, var tre andre ansat fuldtid i QA-afdelingen.

I december 2016 fik jeg udover ansvaret for vores kvalitetssikringsteam også ansvaret for "Application Management". Et begreb der dækker over drift, overvågning, vedligeholdelse og support af tidligere udviklede løsninger. Det betyder, at vi i mit team har ansvaret for, at kundernes løsninger er live og fungerer uden fejl. Samtidig er det også vores opgave at koordinere opdatering af løsningerne, det gælder både implementering af features samt eventuelle fejlrettelser.

I min tid hos Nodes har jeg desuden gennemført Den Grundlæggende Lederuddannelse (2015), blev i 2016 certificeret ISTQB-tester og i 2018 certificeret Product Owner hos Dansk IT/SCRUMstudy.

2011 - 2012

Sociable

Efter lidt over et halvt år som projektleder hos Bysted, blev jeg tilbudt at starte som CTO & Partner hos digitalbureauet Sociable. Det var hårdt at skulle sige farvel efter 5 virkelig gode år hos Bysted, men samtidig var det en chance, som jeg næppe ville få igen. Da jeg startede, var vi var lige flyttet i nye lokaler og i bedste start-up stil, var en del af jobbet også at køre i IKEA, samle møbler osv. Det var til gengæld spændende og fedt at være med til at starte noget op, og som partner var jeg med til med til at varetage den daglige drift, samtidig havde jeg også rollen som projektleder på nogle projekter og som sælger til nye kunder. Der var også i min tid hos Sociable jeg for første gang fik erfaring med Amazons AWS-setup, da jeg i min rolle som CTO havde ansvaret for migrering til Amazon AWS.

2011

Bysted

Efter at have afsluttet uddannelsen som datatekniker blev jeg tilbudt en stilling som teknisk projektleder. Som en del af min nye rolle hos Bysted blev jeg ansvarlig for mobile app-projekter, og på den måde kunne jeg bruge de kompetencer, jeg havde tillært mig inden for projektledelse og udvikling. Jeg var bl.a. ansvarlig for udvikling af apps til Københavns Befæstning samt for den officielle app til Folkemødet på Bornholm. Derudover var min opgave at lede udvikling af løsninger på Bysteds egen CMS-platform, GlobalSite, samt at udvikle websitets for kunder.

2006 - 2011

Uddannelse

Efter folkeskolen startede jeg i 10. klasse, her fandt jeg ud af, at jeg ville læse til kok, hvilket jeg begyndte på i 2004. Allerede året efter fandt jeg ud af, efter at have været i praktik et par måneder, at det ikke var her min fremtid lå. Jeg savnede at tale men mennesker, og savnede at se resultatetet af mit arbejde - også efter maden var blevet spist :) Jeg startede derfor på den 5-årige datatekniker-udannelse på TEC Ballerup

1987 - 2006

Baggrund

Jeg er født i 1987 og opvokset i Fredensborg. Jeg gik på Asminderød Skole og brugte min tid udenfor skolen på forskellige fritidsaktiviteter som svømning, badminton, sejlads (optimistjolle) og spejder i 7 år, før jeg endte med at bruge al fritiden på at spille computer, arbejde og på at fikse min scooter. Mit første job var som bogopsætter på skolebiblioteket, men med min stigende interesse for motorer, skiftede jeg det ud med et job hos Søegaard Motor & Maskinteknik. Da jobbet begyndte at passe dårligt med min uddannelse, fik jeg job som servicemedarbejder hos SuperBrugsen i Fredensborg.